Dialogkortene er med praksisnære cases, som kan bruges til at igangsætte refleksion, vidensdeling og skabe større bevidsthed, i forhold til konkrete emner og perspektiver i den daglige pædagogiske praksis. Emnerne og perspektiverne er særlig udvalgt, til at kunne støtte op med henblik på; at skabe et godt arbejdsmiljø, sikre mental sundhed og samtidig sikre og udvikle en høj pædagogisk faglighed.
Dialogkortene kan være med til at skabe rammen og facilitere, at svære emner kan tages op på en mere ufarlig facon, samtidig med, at der er fokus på at skabe konkret faglig udvikling. Cases kan bruges som forebyggende redskaber. Vi øver særlige problemstillinger i ”fredstid”, så vi er bedre klædt på, hvis/når problemet i arbejdsfællesskabet opstår. Cases kan også bruges som et beredskab, når problemet er opstået.
Inden for følgende temaer* er der udarbejdet mange nuancerede cases, og flere vil løbende blive konstrueret – dette sker ud fra egen og andres praksiserfaringer gennem mange års praksis inden for det socialpædagogiske felt.
*Arbejdsfællesskabet, konstruktiv feedback, Evaluering, pause fra arbejdsopgave, sygefravær-stress og trivsel, pårørendesamarbejde, modstandsforhold, planlægning af vagt, rotation, fælles timeout, mobning, den sundhedsfaglige opgave, at sige ”pyt” til en kollega.
En case om Rotation:
I arbejder med en borger som oftest hjælpes af en lille fast del af personalet, fordi opgaven er udfordrende og meget uforudsigelig. Det er ikke alle medarbejdere, som oplever sig rustet til opgaven med at hjælpe borgeren. Du går med tanker om, at arbejdsopgaven må deles ud på flere for at passe bedst muligt på borgeren, og for at undgå nedslidte medarbejdere.